Jeg fortalte engang min ven Mads, at jeg havde haft flere blogge (blogs?) end han havde haft varme middage. Med den seneste ombæring tror jeg, at udsagnet er ved at bevæge sig fra hyperbole til sandhed.
Jeg er ikke tættere på, at vide, hvad jeg skal bruge dem til eller hvorfor jeg er så forhippet på dem, men her er en billig, skraldepoetisk metafor (der vist låner en del fra Steffen Brandt) der måske kan kaste lidt lys over det: Når jeg skal smide pap ud, prøver jeg at se, om jeg ikke kan krølle det så meget sammen, at jeg med rimelighed kan proppe det i skraldespanden. Eller jeg slæber det med hen til papircontaineren blot for at blive mindet om med løftet pegefinger, at papircontaineren er til papir. Og så mærker jeg det, ringer til kommunen og sætter det ud til storskrald. Men en gang imellem sker det, at jeg kommer i tanke om bunken af pap (træ, metalrør, andet skrammel) og ser – som i en affaldsåbenbaring – hvor jeg kunne brug det henne. Og så tjekker jeg mentalt, at det ikke er blevet tirsdag endnu og henter det og bringer det i anvendelse. Eller glæder mig over, at andre har reddet det fra forbrændingsanstaltens rand.
Så der. En blog er en stækket frist fra storskraldevognen, et forsøg på at forindre noget, der bare måske en gang kan finde nytte eller anvendelse, i at gå tabt.
Og i den ånd: Her er nogle billeder, jeg legede med som sidehovedsbilleder. Idéen var at de lidt fjollede indsæt skulle anslå dagdrømme-temaet, som bloggen anslår, men det spillede ikke godt sammen med wordpress-temaet. Enjoy.
