Uhensigtsmæssighed


Tvistighedsnævnet lyder af uafklarede grund som noget med lækkerier i mine ører. I virkeligheden er det desværre bare en klageinstans for erhvervsuddannelseselever, der er utilfredse med deres praktiksted. I den årlige redegørelse over afgørelser, er der følgende kommentarer knyttet til sagen om en elev, der anklagede sin arbejdsgiver for sexchikane:

… at hun til en messe i Frankfurt skulle sove i samme dobbeltseng som indehaveren, hvilket fra indehaverens side blev begrundet med et forsøg på at minimere omkostningerne, så alle de ansatte kunne komme til messen. Nævnet fandt, at det – uanset denne usædvanlige og uhensigtsmæssige fremgangsmåde – ikke var bevist, at indehaveren under denne rejse eller i øvrigt under uddannelsesforholdet havde krænket eleven seksuelt.

Ubekendt som jeg er med sagens detaljer, er jeg stadig forarget over afgørelsen. Men jeg kan ikke lade være med at more mig over den bizart moraliserende tone, der kommer ind, når spørgsmålet om ‘hensigtmæssighed’ kommer på bordet. Hensigtsmæssigt? I forhold til hvad?