– Den findes også i hvid. Lad mig vise dig den.
Jeg følger ekspedienten op af trapperne og ind i endnu et rum med skærme på alle vægge og højttalere linet op side om side. Han viser mig den samme lille højttaler, vi kiggede på for et øjeblik siden, bare med hvid forbeklædning. Den unge mand skal ned på lageret for at hente to højttalere og en forstærker til mig, små, stuevenlige erstatninger for mine gamle hifinørd-wannabe-monstrositeter. Jeg ved af erfaring, at det tilsyneladende aldrig rigtigt er til at sige, hvad der lige ‘er på lager’ på en given dag.
– Den ser også fin ud. Skal vi sige, at du bare tager et sæt, der matcher, hvad enten det er helt sort eller helt hvidt?
– Fint. Uhm hvad nu hvis der både er et sort sæt og et hvidt sæt?
Jeg tænker på min hvide stue og mit hvide fjernsyn. Jeg tænker på mit sorte/mørkemørkebrune tv-møbel. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige. Det eneste jeg kan tænke er: Lad lageret bestemme. Det er en lille bøn til forbrugsguderne. Lad lageret bestemme. Hvis nogen beklikker mit valg siden hen, vil jeg kunne sige: Det var, hvad de havde på lager.
Forbrugsguderne hørte ikke min bøn. Jeg må selv stå til ansvar for mine hifinørd-sorte højttalere.