DRs Borgen åbner med følgende voice-over-agtige samtale imellem en tv-vært og en politisk analytiker:
– Hanne Holt, du der har haft din gang på Christiansborg i mange år, når du ser på vores to politiske modstandere lige nu, De liberales Lars Hesselbo og Arbejderpartiets Michael Laugesen, hvad er det så for et spil, der foregår her tre dage før valget?
– Det er en form for skak, om du vil. Slutspillet i valgkampen, det handler om at gøre verden simpel, enkel. Holde fast i to-tre hovedbudskaber og så få din modstander til at ligne en idiot.
Skak er en af den politiske analytikers foretrukne metaforer og analogier. Borgens åbning illustrerer glimrende hvor dumt og dovent, dette billedsprog kan blive. Dumt fordi det, Hanne Holt siger om valgkampen, ingen analoger har i skak, pånær at der er to spillere. Dovent fordi det høres så ofte, og fordi at den fiktive analytiker ikke tænker længere end, at når der er to spillere, så er det ligesom skak. Hvis vi endelig skal tale i spillemetatorer, er der vel andre tomandsspil, vi kunne overveje at trække på?
Hvorfor har det, Anne Holt siger om valgkampen, intet med skak at gøre?
Her er min analogi: Skak er lidt lige som mikroøkonomi. Hver spiller har knappe ressourcer i form af tid og brikker. Mikroøkonomiske problemstillinger har oftest ikke et endemål men handler om løbende at maksimere noget (profit, omsætning, produktion eller andet). Skak har et endemål – at sætte modstanderen skak- men på det korte og mellemlange plan, handler skak også om at maksimere noget – materiel, kontrol, tempo – under anvendelse af knappe ressourcer.
Fordi du kun kan maksimere på bekostning af din modspiller, og fordi begge spillere har samme udgangspunkt, er nøglen til at mestre skak at kunne se potentialet i minimale fordele. Hvis jeg må bruge endnu en analogi er det som at liste en kniv ind i den tyndeste, knapt synlige sprække og langsomt udvide den. Du maksimerer ikke materiale (får flere brikker end din modstander) ved at tage din dronning ud og opsøge modstanderens dronning for at slå den. Det er sådan børn spiller skak. Du gør det ved at opbygge din position med bønder, springere og løbere (maksimere kontrollen med brættet). Det indskrænker modstanderens råderum og øger sandsynligheden for, at han eller hun må spilde tid/træk på at bringe sig i sikkherhed. Dette giver dig en tidsmæssig fordel (maksimere tempo) – et overskud, du nu kan bruge på at jagte materiel.
Mange af de små fordele du opsøger og opnår på vejen til at tage modstanderens brikker er ikke del af en masterplan, hvor du har har forudset hver træk og hver mulighed, medmindre du hedder Kasparov eller Fischer eller Carlsen. Du har terpet og accepteret, at nogle af disse små positionelle forskelle er bedre end andre. Erfaring har i det store hele bekræftet disse regler. Efterhånden som de bliver tester, bekræftet og modificeret, bliver reglerne mere og mere instinktuelle.
Hanne Holt kvalificerer sin metafor på følgende måde. Valgkampens slutspil handdler om to ting:
- At fokusere på to-tre emner
- At få modstanderen til at ligne en idiot
Skak-metaforen bruges ofte om det politiske spil, hvor målet er at gennemtrumfe sin vilje og opnå politiske mål som lovgivning og nye magtressourcer. I den metafor er vælgerne tilskuere til spillet. Det er ikke helt tilfældet her.
I Hanne Holts metafor er målet at vinde valget. Den er let at se overført til skakbrættet: Politikerne er ikke skakspillere men konger, og der kan kun være én, der står op, når valget er forbi. Vælgerne har imidlertid ikke en åbenlys rolle i metaforen. De kan ikke bare være tilskuere, for tilskuere afgør ikke et spil skak, som vælgere afgør et valg. Men de er med i metaforen, for det er i vælgernes øjne, at modstanderen skal ligne en idiot. Ergo må de være skakbrikker? Skak har en psykologisk dimension, men ikke én hvor hvids bønder mister tilliden til deres konge og deserterer til sort. Men lad os lege, at de kunne. I så fald ville Hanne Holsts diktum svare til at ignorere skakstrategi for i stedet at fokusere på at psykologisk intimidere sin modstander i en sådan grad, at vedkommende begår dumme fejl. Det lyder som en strategi, der er bedre egnet til Call of Duty end skak. Hvis man er 14 år gammel og vred. Men det var ikke den metafor, Hanne Holst brugte.
Hvad med de to-tre emner? Skak er komplekst. Det er berømt for at at have absurdt mange mulige positioner efter ganske få træk. Det er svært at forstå, hvorfor Hanne Holst inddrager skak, hvis hun mener, at politikerne ønsker at vise verden som “enkel, simpel”. Skak drejer sig om at mestre kompleksitet ikke om at lade som om den ikke findes. Det skal retfærdigvis siges, at hun taler om slutspil i valgkampen og dermed må formodes at alludere til skaks slutspil. Skaks slutspil vil ofte være meget anderledes end åbningsspillet. Hvis der er opstået materiel ubalance, vil spilleren med fordelen forsøge at bruge den til at gennemtvinge mat. Modstanderen vil ofte forsøge at udligne ubalancen ved at konvertere en bonde til en dronning. Der er en begrænset parallel til Hanne Holst scenarie her: En politiker forsøger at fastholde fokus på f.eks. flygtninge/indvandrere mens modstanderen prøver at bryde emne-kvælertaget og introducere nye emner. Den er søgt, og den falder ned på ‘to-tre’ emner. Skakslutspiller har kun ét sigte. En skakspiller med mulighed for at sætte mat må ikke lade sig distrahere af sidegevinster som at tage et tårn eller få en tredje dronning.
Jeg har ikke set nok af Borgen til at vide, om det er hensigten at udstille overfladiskheden i politisk tv-analyse. Jeg trykkede på pauseknappen efter at have hørt ‘eksperten’. Måske er tv-serien i sin egen forståelse spadestikket dybere end den slags snik-snak. Her er hvad I seere er vant til at høre, som I har hørt igen og igen, indtil I ikke rigtigt hører det nonsens, der bliver sagt længere. Nu vil vi vise jer, hvad der virkeligt foregår under en valgkamp uden metaforiske slør og klichéer. Meget taler for det. “Hanne Holt” er en kliché med sit selvtilfredse smil og sin glatte anglicisme (“om du vil”). Alternativt er det en oprigtig introduktion til Borgens verden: En hurtig guide til at forstå, hvad det er vi skal til at se. Måske jeg skulle trykke på pauseknappen og finde ud af det. Inden jeg gør det, vil jeg lige forsvare at have brugt over 1000 ord på at udforske under 100.
Er det væsentligt om en metafor er korrekt? Metaforer kan bruges til at gøre ting mere forståelige og klarere for os, give os et enkelt, genkendeligt billede som indgang til at forstå komplekse processer. De kan også bruges til at skabe et slør af mystik og nonsens, der blot forstærker oplevelsen af kompleksitet og skaber arbejde til pseudo-eksperter, der elsker at høre sig selv tale. “Hanne Holt” og hendes virkelig-verdens modparter gør det sidste. Det er en skidt ting for vores forståelse af politik såvel som skak.