Er der en plads for selvtægt i et retssamfund? Joachim B. Olsen har offentligt sagt ja.
Nytårsaften sprængte nogle ukendte gerningsmænd Olsens postkasse i stykker, formentlig med ulovligt fyrværkeri. Hvis Olsen havde fanget dem, havde de “fået et par på kassen”.
Jeg kan godt forstå Olsens frustration og vrede. Det lyder som en særdeles ubehagelig oplevelse. Men hvad udretter hans facebook-udfald – andet end at lade Olsen komme af med sin vrede og få at vide, at andre støtter ham?
Det har én klar effekt: Det skaber et rum for selvtægt. Har politiet ikke tid? Gør det selv. Er du vred og bange? Gør det selv.
Olsen er omhyggelig med at begrænse råderummet:
Der er situationer, hvor det er helt på sin plads at stikke en person en flad. Man kan ikke sætte det på en præcis formel. Det afhænger fuldstændig af situationen
Hvem ved, måske kan Olsen faktisk administrere sin egen regel. Måske ville den flade han – hypotetisk – ville have stukket, have gjort noget godt. ‘Banket noget fornuft’ ind i modtageren.
Men dette er ikke kun en regel for Olsen. Han stiller sig op på en talerstol og fortæller nationen, at dette er et princip, vi alle, hver især kan leve efter.
Er det så ikke anarki? Hvis vi alle hver især må tage loven i egen hånd. Men kun i særlige situationer. Som vi selv vælger. Har vi så meget tillid til hinanden, at vi stoler på, at vi kan administrere den ret?
Er Olsen anarkist? Eller er hans indlæg et uovervejet, vredesudfald? Under alle omstændigheder er jeg bekymret for, at Olsen ikke tager sin rolle som ansvarlig politiker seriøst. I mine øjne har en ansvarlig politiker en forbandet pligt til at tænke konsekvensetisk: At overveje konsekvenserne af sine handlinger og at foretage valg på baggrund af en afvejning af de forventede effekter. Jeg har svært ved at se, hvilke positive effekter en generel opfordring til selvtægt i et retssamfund kan have.