Johan Reuter røvkedede sig som barn i koncerthuset. Hans far elskede musikken og tog lille Johan med til koncerterne. Mens timerne henslæbte sig, sad drengen og kiggede op på uret og ventede på, at det var overstået.
Det fortæller Johan Reuter, voksen operasanger, i et mini-portræt som DR lavede om ham i forbindelse med at han vandt P2 Prisen. Han fortæller også stolt og glad, at han ønsker at udsætte sine børn for det samme. Publikummet til prisoverækkelsen i koncerthuset applauderer.
Grunden til at voksen-Johan har konkluderet, at det var en god ting, at hans far hev ham med i koncerthuset, er at Johan til sidst blev glad for musikken.
Alle kender det forhold, at noget musik er mere af en tilvænnet smag end andet. Men Reuter & Reuters tilgang er en pædagogisk og kulturel falliterklæring af dimensioner – så hvorfor klapper vi af den?
Der en måde at lære at svømme på, der siger, drop forklaringerne, drop al vandtilvænningssniksnakket. Skub børnene i – eller ekstremversionen: Kast børnene i – og de regner det ud af sig selv.
Er det en fair analogi? Nej, for kedsomhed er ikke det samme som chok og panik. Men jeg vil vove at påstå at der ligger den samme pædagogiske fattigdom bag. Evner man ikke at formidle kultur på en aldersrelevant måde, er det en fordel at overbevise sig selv om, at der ikke er behov for det. Musikken forklarer sig selv. Langsomt og gradvist. Det eneste, der behøves er tid og insisteren. Før eller siden lærer man at sætte pris på den. Hvis man ellers har forudsætningerne. Det er beslægtet med Mozart-for-ufødte-børn-logik. Det er osmose af en slags.
Eller også praktikerne af denne form for kulturformidling bare hulemænd, der banker sten sammen og håber på gnister. Nogle gange resulterer det i varmende bål, nogle gange giver det bare skrabede sten. Hvad ved hulemænd om fysik?