En fem-årig leger med LEGO og samler en mini-figur op. Den har et kaninansigt og barnet erklærer: Den her er en kanin og den her… Den voksne afbryder: Ja, og det staver vi med ‘K’. K for kanin.
Der er ikke noget galt med at lære, før man går i skole. Jeg kan selv huske, hvor ivrig jeg var for at lære noget i den alder og hvor frustreret, jeg var, over hvor langsomt det gik med at komme i gang. Der er til gengæld noget galt med en generation af forældre (og afsmittende, bedsteforældre), der søger at vende enhver situation til en læringslejlighed.
Jeg ved ikke, hvad forskningen siger om effekten af den slags. Hvis der er demonstreret én, vil den sikkert være målt på test scores og er i så fald irrelevant for min pointe her. Som ganske enkelt er: Forestil dig, at nogen talte til dig på den måde. Tænk på, hvordan du har det, når nogen hijacker samtalen for at dreje den ind på deres yndlingsemne uden respekt for hvor den var nået hen.
Jeg tror, at de fleste kender nogen, der samtaler på den måde. Når jeg snakker med min far, kan intet emne vide sig sikkert for pludseligt at handle om skattepolitik, hans foretrukne kæphest. Jeg kan som regel ikke huske, hvordan æbleplukning lige pludselig kommer ind under skatteministerens ressort. Når det sker, så mister jeg lysten til at fortsætte samtalen. Det river samtalen ud af sit naturlige og ligeværdige flow, og vi bevæger os ind i en kontekst, hvor man skal påvirkes og overtales. ‘Shoehorning’ kaldes det på engelsk: At mase noget ned i noget andet uden antydningen af finesse. Effektivt, måske. Kønt er det i hvert fald ikke og skoen kan blive mast.
Jeg ved ikke, om børn oplever det sådan. De er vant til at blive talt ned til, så jeg hører sjældent protester. De er ofte ivrige efter at lære, men de lærer både for det gode og det onde. De lærer, at deres perspektiv på kaniner er mindre vigtigt end den voksnes. De lærer, at det ok at afbryde (eller vente til den anden har talt ud og så fortsætte af eget spor), hvis det, man har at sige er ‘vigtigere’, mere ‘voksent’ eller mere prestigefuldt end det, man tror, at den anden vil sige. I mellemtiden går den voksne glip af et blik ind i barnets verden, fordi de hele tiden skal tænke og scanne efter lejligheder til at stoppe noget ‘læring’ ind i interaktionen.
Jeg tror, at det er udtryk for desperation fra mange forældres side. De spørger sig selv, hvad de kan bidrage med og svaret lander – i mangel af andre bud – på ‘læring’. Gerne læring, der kan måles ligesom alt andet skal. Fra arbejdslivet til løbeturen. Det er svært at måle på evnen til at holde kæft og lytte.
Jeg kendte engang en dreng på tre-fire år, der kunne navngive og udpege flere forskellige type dinosaurus og formentlig flere bilmærker, end jeg kender. Han kunne ikke sidde stille ved bordet, når han skulle spise, eller fortælle ærligt, hvordan havde det. Jeg tænker, at det er mere værdifuldt end at kunne stave til brontosaurus.