Et nyt EU-direktiv, jeg p.t. arbejder med, rummer en implicit graduering:
væsentlig > vigtig
Nogle sektorer er af stor betydning for vores samfunds evne til at fungere. Vi kan gradbøje den betydning: Stor, større, størst. Direktivet nøjes med to kategorier. Nogle sektorer er væsentlige, andre blot vigtige.
Oversætterne i kommisionen er ubesungne helte. De kæmper imod anglicismer og bidrager til, at vi stadig kan tale dansk i dansk forvaltning. “Væsentlig” i den danske tekst modsvarer essentiel/essential på fransk/engelsk og “vigtig” modsvarer important/important. Ifølge ordbogsdefinitionen af ordet “væsentlig” er det helt korrekt.
væsentlig: som udgør eller vedrører en tings inderste og egentlige væsen, og som derfor er yderst vigtig
“væsentlig”, Den Danske Ordbog
Men er det sådan, at vi anvender ordet i dagligdagen? Nej, vel? Der er gået masser af inflation i væsentlig siden den definition. Vi er i dag nødt til at sige “meget væsentlig” for at kommunikere reel vigtighed, selvom begrebet i princippet er dikotomt og ikke kan gradbøjes. Enten vedrører noget “en tings inderste og egentlige væsen”, dets essens, eller også gør det ikke.
I H.C. Andersens Svinedrengen bejler en prins til en prinsesse, en kejsers datter. Han sender hende skønne gaver fra sit rige: En rose, “der duftede saa sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine Sorger og Bekymringer” (opiumsvalmuer?) og en nattergal, “der kunde synge, som om alle deilige Melodier sad i dens lille Strube”. Hoffet er begejstret:
»Nei, hvor den er nydelig gjort!« sagde alle Hofdamerne.
Svindrengen, H.C. Andersen
»Den er mere end nydelig!« sagde Keiseren, »den er pæn!«
Gavernes modtager er uimponeret, fordi både rose og nattergal viser sig at være “virkelige”, men lad os først notere os kejserens rangorden:
pæn > nydelig
På moderne dansk er “pæn” nok vores mest basale udtryk for mild æstetisk billigelse. Det mere omstændelige “nydelig” lyder lidt altmodisch og lugter lidt hengemt. Fordi det bruges sjældnere, får det imidlertid en mere eksklusiv karakter. Kejserens rangorden kan derfor virke kontraintuitiv for den moderne læser.
Kejserens anvendelse af ordet “nydelig” falder imidlertid som svar til hofdamernes replik: “nydeligt gjort”. For at noget kan være “nydeligt gjort” skal nogen “gøre” eller lave det. Det kan være en reference til skaberværket, men det er mere nærliggende at antage, at hofdamerne deler deres herskerindes besættelse af kunstfærdighed. De tror, at rosen er skabt af en juveler eller mekanisk kyndig kunster.
I den kontekst kan kejserens bemærkning forståes som rangorden, der sætter naturen – eller skaberværket – over hvad menneskehænder kan frembringe. Den læsning ligger antageligt bag SDUs/H.C. Andersen Centerets engelske oversættelse:
‘Oh, how well-fashioned!’ all the ladies-in-waiting said.
The Swineherd, H.C. Andersen
‘It’s more than well-fashioned,’ the emperor said, ‘it’s lovely.’
“Well-fashioned” efterlader ingen tvivl om kunstfærdigheden, mens “lovely” synes udtryk for dybere betagelse end ordet “pæn” (i hvert fald på moderne dansk) fremmaner. Oversættelsen udvisker i øvrigt forskellen imellem hofdamernes adverbiale brug og kejserens adjektive brug af ordet “nydelig”.
Den læsning flugter fint med kejserens generelle funktion i historien: Han repræsenterer et lidt reaktionært ordenspoliti. Naturens frembringelser står over menneskets. Prinsesser står over svinedrenge (og må derfor ikke kysse på dem). Det er naturens orden, og Ordnung muss sein.
Der er dog også andre elementer i scenen med gavernes præsentation, som udstiller hoffets snobberi, modehysteri og følgagtighed. Scenen er indbegrebet af den akavede sociale disciplin, hvor det gælder om at give udtryk for god smag, men frem for alt ikke risikere at fremstå uhøvisk eller ude af trit. Det er et hasardspil, som jeg tænker, at sociologiske spilteoretikere har gennemanalyseret. Hofdamerne vender sig øjeblikkeligt imod gaverne, så snart de fornemmer at prinsessen, trendsetteren par excellence, ikke bryder sig om dem.
Står kejseren over disse småligheder? Er han natur, hvor hofdamerne og prinsessen er kunstlede og skabagtige? Måske. Han græder “som et lille barn” ved tanken om sin afdøde hustru – eller måske hendes spilledåse, teksten ekspliciterer ikke – hvilket kan læses som udtryk for følelse og manglende forstillelse.
Jeg kan dog ikke slippe en anden læsning: Kejseren deltager i hoffets sociale konkurreren på lige fod med alle andre. Hofdamerne priser noget. Han priser det endnu mere. Hvis noget er populært, siger modespillet regler, skal du demonstrere, at du også er en fan. Gerne mere højlydt og intenst.
Kejseren foretager imidlertid også et power move, der nok er forbeholdt nogen af hans rang: Han bøjer sproget selv og introducerer en arbitrær graduering. Hofdamerne siger nydelig og tænker, at det er topmålet af lovprisning. Nec plus ultra. Kejseren ser deres “nydelig” og forhøjer med et “pæn”. Smæk. Av.
Er det fordi, at “pæn” iblandt de allermest dannede klasser vitterligt er mere end “nydelig”? Dikterer han selv reglerne, ordenes betydning, i kraft af sin autoritet som kejser? Eller bluffer han? Uanset hvad tilfældet måtte være, skal man have is i maven for at sige en kejser imod. Eller være samme kejsers uvorne datter.
Det er snart dansk lov, at væsentlig er vigtigere end vigtig. Det er helt og aldeles korrekt og i overensstemmelse med ordets egentlige betydning. Men lur mig om ikke, der er nogen, der kommer til at tænke, at det er Bruxelles’ imperiale power move.