Uddannelse er et ulige fordelt gode. Nogle får mere end andre. Det her er en post om, hvordan man forholder sig til det at have fået mere end andre.
Jeg har hørt læger, der svælger i ringeagt for sygeplejerskernes faglighed. Jeg har hørt historier om sygeplejersker, der håner sosu-assistenternes kompetencer. Jeg nærer ingen tvivl om, at der er sosu-assistenter, der samles for at tale nedsættende om de ufaglærte eller hjælperne. Det er både et udtryk for selvhævdelse og for en almindelig tendens til at sparke nedad.
Jeg mener, at uddannelse er et privilegium. Det er ikke alle forundt, og selvom det er en menneskeret, er det udtryk for ekstrem hybris, hvis nogen af os tror, at vi har mere ret til den uddannelse, vi har fået, end de millioner, der af fødslens vilkårlighed ikke får den uddannelse, de fortjener.
Jeg mener, at der må følge en moralsk forpligtelse med det privilegium. Det gælder uanset dit uddannelsesniveau, for hvis du kan læse det her, har du altid mere uddannelse end rigtigt mange mennesker. Det er din pligt at glæde dig over alt, hvad nogen med mindre uddannelse end dig selv formår, i stedet for at ringeagte dem, for det, de ikke magter.
Uddannelse er doping. Det gør os i stand til at præstere meget mere end vi nogensinde ville kunne uden. Hvem er du, hvis du nedgør folks præstationer, hvor små eller store de end måtte være, fordi de ikke har haft samme adgang til doping som dig selv? Lance Armstrong?